Team Hansen Uge 23, 2010

Her en lille rapport fra Singø

Efter to og en halv dags trolling uden resultat, får vi et godt hug på sideplaner onsdag eftermiddag. Vi når at få 2 stænger i båden og så pludselig knækker linen i forbindelse med et voldsomt udløb.

Vi hang noget med hovedet, men på den igen. Alle stænger blev checket og der blev skiftet til dobbeltknuder. Vi fisker videre i samme område, og efter ca. 1.5 time får vi et kanon hug på riggen i 40 fod. Efter ca. 30 minutters fight har vi en flot laks på 11 kg i båden, sikken forløsning.

Torsdag fisker vi samme område igennem, på kryds og tværs hele dagen, men først til aften giver det resultat, idet en lille livlig laks på 5 kg hugger. Vi måtte dirigere en Bayliner uden om os, der var så tæt på, at den var ved at krydse linen. Men efter en del råben og ageren med armene forstod de alvoren bag vores opråb og trak bag om os. Fisken kom i båden efter et par flotte spring, og vi sejlede i land i den flotteste solnedgang man kan tænke sig.

Fredag er det regnvejr og vinden er drejet over i øst. Vi vælger derfor at fiske i pålandsvindssiden. Dette skulle vise sig at være en god ide. Vi får først et vip på riggen igen i 40 fod, dog uden at linen udløste. Vi prøver med at gasse op og ned m.v.. uden at dette gav yderligere kontakt. Vi vælger at blive i området og efter ca. 20 minutter får vi et godt hug igen på riggen men i modsatte side i 35 fod og på apex. Efter ca. 35 minutter har vi en flot Singø laks på 11.7 kg i båden.

Så vores første, og med garanti ikke sidste, besøg i Singø, var fuldt ud tilfredsstillende. På 5 fiskedage havde vi 5 kontakter og 3 fisk i båden.

 Så vi glæder os allerede til uge 23-2011.

Fiskehilsen

 Andreas og Søren

 

   

 

 

 

 

 

 

 

Til top