Dagbog Team Hansen D.12 og 15.03.09

Torsdag den 12/3 var vinden svag til jævn fra øst. Jeg havde derfor forventninger om, at revlefiskeri var muligt. Efter ca. 1 times kørsel var jeg fremme ved pladsen. Stenene på revlen viste vej, og på denne plads er det altså muligt at vade langt, langt til havs under disse forudsætninger. Efter ca. 2 timers fiskeri, hvor havørrederne virkelig var i hopla, kunne jeg vade i land med 4 havørreder mellem 1.2 og 1.5 kg. Ikke store fisk, men perfekte til rygning. En større model viste sig, men arrogant som den var, ja så befinder den sig altså stadig i sit rette element.

Ørrederne får følgende behandling:

Skæres i stykker a 5-6 cm. Lægges i en blanding af salt, brun farin og whiskey i ca. 3 timer. Skylles og tørres grundigt. Derefter ryges fisken på webergrillen, kun kul i den ene kulholder, i 1 til 1.5 time. Serveres med salat, flutes og lidt snask til, samt naturligvis en god flaske hvidvin.

Søndag den 15/3 var jeg taget ud til et godt rev. Vinden var i øst, og der var god bevægelse i vandet. Efter en times fiskeri fik jeg denne ørred på 1.7 kg., lynende blank og i god kondition.

Den skal ryges på webergrillen. Den skæres ud i stykker a 5-7 cm. Lægges i en lage bestående af salt, sukker og whiskey i ca. 2.5 timer. Derefter ryges fisken ved svag varme - kun kul i den ene af kulholderen i ca. 1.5 timer. Husk fuld lufttilførelse begge steder. Serveres med salat og flutes samt lidt "snask" f.eks. Cremefraiche, mayonnaise, lidt ketchup og barbecure dressing. Hertil salat og flutes, samt en god flaske hvidvin. Velbekomme.


Med fiskehilsen

Søren

 

 

 

 

 

Til top